Viser opslag med etiketten recommending. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten recommending. Vis alle opslag

onsdag den 12. marts 2014

RECOMMENDING: Donnons & Le Bon Coin

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man ikke ligefrem svømmer i penge som udenlandsk, endnu ufaglært arbejder i Paris. Man kan drømme sig langt væk i lækker vintage og sæsonens tøj, men i sidste ende må man sande, at det altså bedst kan betale sig at prioritere. I den anledning tipper jeg jer lige at par sider, der er værd at kigge på, hvis man mangler et eller andet boligrelateret, eller hvad ved jeg.
Den første side, Donnons, er en give away-side, hvor folk slår oplag op med det skrammel, de ikke længere har brug for. Princippet er her, at alt er gratis og "doneres" - gives væk. Den anden side, jeg vil anbefale, er siden Le Bon Coin, der er Frankrigs svar på Den Blå Avis. Her findes et væld af brugte varer i alle kategorier, og den er forholdsvis let at navigere rundt i. Der er sågar mulighed for at finde bolig herigennem.

I må endelig skrive, hvis I har erfaringer med andre sider, butikker eller andet.

fredag den 17. januar 2014

RECOMMENDING: Byens billigste kaffe to go

Novelo Café
44 Rue de Rivoli
Som totalt billigt alternativ til Starbucks (hvis man endelig skal latte den), findes
denne lille café, hvor en stor kaffe koster omtrent 3€. Her er et væld af mulige
kaffedrikke, og manden, der altid står i butikken, er utroligt omhyggelig!
Kan varmt anbefale deres latte, cappuccino og ikke mindst deres chai, som er lavet
på te. 


onsdag den 4. december 2013

RECOMMENDING: 59 Rivoli



Som I ved, spenderede vi den første uge i nr. 49 på den famøse Rue de Rivoli.
Det er her, man støder på de helt store indkøbscentre, den heftigste trafik og buldrende menneskemængder. Vejen ligger med Seinen på sin ene side og hele gågadedistriktet, Marais, på sin anden og er altså placeret i det 1. arrondissement helt inde i centrum af Paris.

I denne omgang handler det om en lidt anden guldgrube end de sædvanlige, når det kommer til steder, der er værd at se nær det 1. arrondissement. Vi fik klaret de fleste turistattraktioner inden for de første par dage, men denne besøgte vi af ren og skær nysgerrighed, for når man kommer gående ned ad vejen, skiller hele lejlighedsfacaden sig ud fra de andre ellers nok så yndige pariserlejligheder. Her er ophængt figurer, der slynger sig ned langs bygningens forside, og den store port er peppet op med et væld af farver. Dette er kunstgalleriet 59 Rivoli, som sjovt nok findes i nr. 59!

Så snart man befinder sig inde i galleriet, er det som at være trådt ind i en fælles fantasiverden, for ikke nok med, at der på alle lejlighedens etager findes uddrag af de forskellige kunstneres værker, så er også hele opgangen, alle lofter og gulve udsmykket af lejlighedens ”beboere”. Intet står stadigvæk uberørt, og det kan faktisk gå hen og tage et godt stykke tid bare at komme op ad trapperne!

Helt praktisk er det forbudt at tage billeder, hvilket egentlig er fedt, så man undgår den dér ”turistede” stemning, der hurtigt kan overtage. Endnu federe er det, at det er helt gratis at komme ind, og allerfedest er det, at galleriet rent faktisk fungerer som atelier med mulighed for at se de forskellige kunstnere i færd med at arbejde og endda tale med dem.

Er du lidt nysgerrig på kunst og glad for gratisoplevelser, bør du altså helt klart kigge forbi, og har du pengene, er der mulighed for at købe!