BLOGGEREN

Det er enorm stor forskel på, hvad folk vælger at bruge deres sabbatår på - for nogen er det en stor lettelse, et år fri, imens det for andre kan være muligheden for endelig at gå i dybden med dét, de virkelig brænder for.
En del af mine venner er taget på højskole, hvor andre er gået igang med at studere. Så er der dem, der arbejder røven ud af bukserne, og til sidst er der os, der ser vores snit til at tage lidt længere væk..
For mit vedkommende til Paris.

Det er ikke helt ud af det blå, for der er franske aner i min fars familie. Jeg har både kusine og bedsteforældre i landet, så hvis alt går helt galt, går det nok alligevel. Men heldigvis er vi to - det er nemlig min veninde Christine, jeg rejser med, og jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få en helt uforglemmelig rejse ud af det; 8 måneder med ankomst lørdag d. 16. november 2013.

Men hvorfor lige Paris?
Da jeg engang i februar kom på idéen, var det mest fordi, den ligger lige til højrebenet - tja, hvorfor egentlig ikke? Når jeg tænker nærmere efter, er det egentlig mest lysten til at prøve noget helt nyt, for hvor er det vildt, så priviligeret man er som dansk student anno 2013; vi kan jo alt! Og derfor bør vi gøre det - med intentionen om at få en dybere indsigt i den egentlige virkelighed, hvis man kan sige det sådan. Det er i hvert fald mit mål at suge viden til mig ved at indgå i nye sammenhænge og dermed opfatte mig selv på ny og spændende vis. 
Lidt pladder-agtigt, men alligvel ret essentielt, når det kommer til grundlaget for min rejse. 

Sådan lyder de mere formelle grunde, men det der gør mig ekstatisk og helt forelsket i tanken om Paris er selvfølgelig dens væld af forskellige kulturer, bylivet, caféerne, boulevarderne, de små finurlige butikker, de charmerende stræder, de imponerende monumenter og alle de associationer disse ting bringer mig.
Det synes næsten forkert, forbudt, at skulle springe ud i noget så hårdt (for det bliver det) og fantastisk efter blot 12 år i det danske uddannelsessystem (!)
Men nu er det altså tid..

ALLEZ ALLEZ PARIS !

Ingen kommentarer:

Send en kommentar